VEDTÆGTER

 for

grundejerforeningen STUBBEGÅRD

 

 

§ 1

Foreningens navn er grundejerforeningen Stubbegård. Stiftet den 11. marts 1974. Dens område omfatter 242 parceller, vej- og fællesarealer udstykket fra matr. Nr. 14 a m.fl. samt 12 parceller udstykket fra matr. 14 ky (Stubbegårdsvænget). Grundejerforeningen er stiftet i henhold til en deklaration som er tinglyst den 22. juli 1969 samt lokalplan 48 (Stubbegårdsvænget) på de foran omtalte arealer.

 

Dens hjemsted er Næsby by, Vestenskov sogn.

 

Foreningens postadresse er den til enhver tid siddende formands adresse.

 

 

§ 2

Foreningen har til formål – i overensstemmelse med den nævnte deklaration og lokalplan – at varetage medlemmernes fælles anliggender, såvel indadtil som udadtil, herunder bl.a. at administrere og vedligeholde de private veje, fællesarealer m.v.

 

Foreningen er upolitisk og kan ved generalforsamlingsbeslutning – uden ændringer i nærværende vedtægt - tilsluttes eventuel sammenslutning af grundejerforeninger i samme kommune, ligesom foreningen – efter bestyrelsens bestemmelse – kan tilsluttes en hovedorganisation af grundejerforeninger.

 

 

§ 3

Som medlemmer af grundejerforeningen skal optages grundejere, som er retsmæssige ejere af parceller på de i § 1 nævnte omhandlede matr. nr.

 

Medlemspligten indtræder samtidig med erhvervelsen. Medlemskab og ejendomsret skal stedse være sammenhørende.

 

Ophører et medlem med at være ejer af en af de omhandlede parceller bortfalder medlemsretten og vedkommende udtræder af foreningen uden krav på refusion af kontingent eller andel af foreningens formue.

 

Såfremt en ejendom ejes af flere personer, udøver disse i grundejerforeningen de en eneejer tilkommende og påhvilende rettigheder og forpligtelser.

 

Ved ejerskifte skal foreningen ved dennes kasserer underrettes. Tidligere ejer eller ejeres advokat eller den der berigtiger ejendomshandelen, sørger for at den nye ejer bliver tilmeldt grundejerforeningen. Når et nyt medlem indtræder i grundejerforeningen, er vedkommende forpligtet til at udrede sin sælgers eventuelle restancer af enhver art overfor grundejerforeningen. Den tidligere ejers medlemskab og forpligtelser ophører først endeligt, når den nye er indtrådt og eventuelle restancer er betalt.

 

§ 4

Foreningens medlemmer er underkastet bestemmelserne i deklarationens § 2, med hensyn til benyttelse og bebyggelse af parcellerne. Grundejerforeningen udøver den påtaleret, der er tillagt denne i henhold til omhandlede deklaration.

 

 

§ 5

Medlemmerne har pligt til at bekæmpe frøspredende ukrudt/græsfrø på parcellerne samt vedligeholde rabatterne langs vejene ud for de enkelte parceller. Bekæmpelsen skal være foretaget i henhold til hegnslovens bestemmelser om tidspunkter.

 

Medlemmerne har pligt til at tilbageskære ned- og udhængende grene mod rabatter og hvor det er til gene for oversigtsforhold.

 

Medlemmerne har pligt til at retablere veje og rabatter efter endt ny-, om- eller tilbygning, såfremt der i denne forbindelse er sket skade på disse.

 

Ved tilsidesættelse af ovennævnte vedligeholdelsesforpligtelser foretages rensning, vedligeholdelse, tilbageskæring eller retablering for det pågældendes medlems regning. jf. også § 7.

 

 

§ 6

Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling på grundlag af et af bestyrelsen forelagt budget for det kommende regnskabsår.

 

Kontingentet opkræves i oktober året forud.

 

Budgettet skal udformes således, at der opkræves alt, hvad der skønnes rimeligt for at dække alle udgifter til vedligeholdelse af veje og fællesarealer samt til fælles forbedringer af enhver art, som måtte være vedtaget på generalforsamlingen eller som efter bestyrelsens skøn anses for rimelige eller påkrævede.

 

 

§ 7

Såfremt et medlem ikke har betalt kontingent rettidigt, eller såfremt et medlem ikke har dækket omkostninger, som foreningen har afholdt for medlemmet, jf. vedtægternes §5, fremsendes 1. rykkerskrivelse med alm. brev eller pr. e-mail. Betalingsfristen efter 1. rykkerskrivelse er 14 dage. Der tillægges renter i henhold til rentelovens bestemmelser tillige med et rykkergebyr, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen for 1 år ad gangen.

Såfremt betaling i overensstemmelse med ovenstående fortsat ikke er sket, fremsendes 2. rykkerskrivelse ved alm. brev eller pr. e-mail. Betalingsfristen efter 2. rykkerskrivelse er 10 dage. Der tillægges yderligere renter i henhold til rentelovens bestemmelser, tillige med et rykkergebyr for den tidligere og nærværende rykkerskrivelse. Endvidere meddeles det medlemmet, at såfremt betaling ikke sker i henhold til 2. rykkerskrivelse, sendes den samlede fordring (hovedstol, renter og rykkergebyrer) til incasso, hvorved der påløber yderligere omkostninger, som medlemmet ligeledes hæfter for.

Medlemmer der er i restance med betalinger til foreningen, har ikke stemmeret førend restancen er betalt fuldt ud.

 

§ 8

Foreningens bestyrelse og medlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke foreningen alene hæfter med dens respektive formue.

 

§ 9

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år inden udgangen af april måned.

Medlemmerne skal indkaldes med mindst 14 dages varsel. Generalforsamlinger og møder indkaldes af bestyrelsen. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen. Dirigenten må ikke være bestyrelsesmedlem eller bilagskontrollant i foreningen. Indkaldelse skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle.

 

På generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan der kun træffes afgørelse vedrørende emner, der er optaget i den til medlemmerne fremsendte dagsorden. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest den 1. marts.

 

Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen skønner det formålstjenligt eller når mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom.

 

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af forslag der ønskes behandlet.

 

Såfremt den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske fra medlemmerne, skal der samtidigt med begæringens fremsættelse meddeles den dagsorden, der ønskes behandlet. Bestyrelsen er herefter forpligtet til – senest 4 uger efter – at udsende indkaldelse til den ekstraordinære generalforsamling.

 

Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, som har begæret en ekstraordinær generalforsamling afholdt, er til stede på denne, bortfalder den indkaldte generalforsamling.

 

Ved afstemning har ejere af flere parceller én stemme for hver parcel. Ejes en parcel af flere i forening, kan alene én af ejerne stemme på generalforsamlingen.

 

 

§ 10

På den ordinære generalforsamling behandles følgende dagsorden:

 

1.            Valg af dirigent.

2.            Valg af stemmetællere.

3.            Aflæggelse af bestyrelsens beretning for det forløbne år.

4.            Forelæggelse til godkendelse af foreningens regnskab for det forløbne år, samt budget for det kommende år.

5.            Fastsættelse af kontingent for det kommende år, herunder fastsættelse af gebyr for rykkerskrivelser.

6.            Indkomne forslag.

7.            Valg af formand (ulige år) og kasserer (lige år)

8.            Valg af bestyrelsesmedlemmer.

9.            Valg af 1 suppleant til bestyrelsen.

10.          Valg af 1 bilagskontrollant og 1 suppleant.

11.          Eventuelt.

 

 

§ 11

Afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmeflerhed. Afstemning kan ske ved håndsoprækning. Dog skal afstemning ske skriftligt når 1 af de tilstedeværende medlemmer kræver det. Ved personvalg hvor der er flere kandidater foretages afstemning altid skriftligt.

 

Der kan stemmes ved fuldmagt, dog således at 1 person maksimum kan stemme med 2 fuldmagter.

 

Ved vedtægtsændringer kræves, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede og afgiver stemme, og at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

 

Er det foreskrevne antal medlemmer ikke til stede, indkaldes inden 4 uger med mindst 8 dages varsel til ny generalforsamling, på hvilken der uden hensyn til det fremmødtes antal  træffes afgørelser, såfremt 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for forslaget.

 

§ 12

De på generalforsamlingen stedfundne forhandlinger og vedtagne beslutninger indføres i foreningens forhandlingsprotokol. Dirigenten og formanden for bestyrelsen underskriver forhandlingsprotokollen, som udsendes til medlemmerne jf. § 13.

 

 

§ 13

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år af gangen. Genvalg kan finde sted.

 

Herudover vælges formand og kasserer på generalforsamlingen for 2 år af gangen.

 

Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand og sekretær.

 

Der vælges hvert år for 2 år af gangen 1 bestyrelsessuppleant, samt 1 bilagskontrollant og 1 suppleant herfor.

 

Et medlems ægtefælle er valgbar selv om pågældende ikke er medskødindehaver.

 

Ægtefæller kan ikke begge sidde i bestyrelsen.

 

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører protokol over forhandlingerne og de af bestyrelsen trufne beslutninger. Udskrift af protokollen/referater indsættes på foreningens hjemmeside/internettet og udsendes til medlemmerne elektronisk. Medlemmer som ønsker referater tilsendt pr. brev skal aktivt anmode bestyrelsen om dette.

 

Bestyrelsen er berettiget til i fornødent omfang at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor det af bestyrelsen skønnes nødvendigt. Det tilkommer bestyrelsen at drage omsorg for ansættelse af lønnet medhjælp til vedligeholdelse af veje og fællesarealer m.v.

 

Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet, men der tillægges dog bestyrelsen et vederlag som godtgørelse for de med hvervet forbundne omkostninger. Positive udgifter – bl.a. i forbindelse med afholdelse af bestyrelsesmøder eller lign. – dækkes efter regning eller udgiftsbilag. Kørselsudgifter dækkes i henhold til statens regler for kørselsgodtgørelse.

 

Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå af medlemmer uden for bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et bestyrelsesmedlem.

 

 

 

 

 

 

§ 14

Foreningen tegnes af formand og kasserer

.

Køb og salg, samt pantsætning af fast ejendom skal vedtages på generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 15

Bestyrelsesmøde afholdes når formand eller mindst 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer – hvoraf den ene er formand eller næstformand – er til stede.

 

Formanden eller i dennes fravær næstformanden leder bestyrelsesmøderne og har i tilfælde af stemmelighed den afgørende stemme.

 

Såfremt et bestyrelsesmedlem udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, skal bestyrelsen snarest muligt konstituere sig med en suppleant. Konstitueringen er gældende indtil næste ordinære generalforsamling.

 

Dersom formanden måtte udtræde af foreningen overtages formandsposten af næstformanden indtil næste ordinære generalforsamling.

 

 

§ 16

Kassereren bogfører foreningens indtægter og drager omsorg for betaling af udgifter, samt fører en af bestyrelsen autoriseret kassebog tillige med en medlemsprotokol.

 

Kassereren underskriver alle kvitteringer, og kassebeholdningen skal indsættes på girokonto eller på konto i bank eller sparekasse.

 

Den kontante kassebeholdning bør ikke være større end 5 % af årsomsætningen.

 

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

 

Årsregnskabet afleveres af kassereren til formanden inden 15. februar. Formanden videresender regnskabet til de af generalforsamlingen valgte bilagskontrollanter, der har 14 dage til regnskabets gennemgang og tilbagelevering til formanden med eventuelle bemærkninger. Årsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med god regnskabsskik og gældende regnskabs- og revisionsnormer for grundejerforeninger.

 

Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og kontrolleret den 1. marts.

 

Regnskab og budget udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelse til generalforsamlingen.

 

 

§ 17

Eventuel indbringelse for domstolene af de af generalforsamlingen eller bestyrelsen trufne beslutninger har ikke opsættende virkning.

 

Grundejerforeningens værneting er Retten i Nykøbing F.

 

 

 

 

§ 18

Såfremt kommunalbestyrelsen i Lolland Kommune i henhold til deklarationens bestemmelser ønsker at vælge et medlem til grundejerforeningens bestyrelse øges antallet af bestyrelsesmedlemmer tilsvarende.

 

 

 

 

Således vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 30. april 2011

 

 

 

 

                          Dirigent                                                                      Formand

 

 

 

 

 

 

                              Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 11. marts 1974.

                              Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 3. december 1975

                              Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 26. oktober 1996

                              Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 29. april 2000

                              Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 21. april 2007

                              Revideret på ekstraordinær generalforsamling den 30. april 2011